Sæt kryds for klimaet i dag

Det Folketing som danskerne vælger i dag, vil blive afgørende for om Danmark og Europa kan få økonomien på sporet igen i de kommende år samtidig med, at vi adresserer den klima- og ressourcekrise, som truer vores egen og vores børns velfærd i fremtiden.

De sidste 20 dage har CONCITO derfor sat alt ind på at få Danmarks kommende regering til at forpligte sig på en ambitiøs og effektiv klimaindsats. Gennem offentliggørelse af flere aktuelle analyser samt daglige indlæg på denne blog, har vi gjort, hvad vi kunne for at give klimaet en stemme i valgkampen.

Desværre fik klimaudfordringen langtfra den plads, den fortjener – og som TV2’s seere klart og tydeligt efterlyste i den sidste partilederdebat i går. Men når vi skal gøre status, kan vi alligevel konstatere, at valgkampen har flyttet noget på klimaområdet.

Set i et klimaperspektiv, er valget i dag et valg mellem blå bloks Energistrategi 2050 og rød bloks KlimaDanmark 2050 og de klimaløfter, der er lagt oveni i løbet af valgkampen. Her en sammenfatning af, hvad vi har bidt mærke i:

• Enhedslisten lagde stærkt ud med forslaget om en klimalov, der efter engelsk forbillede skal stadfæste et ambitiøst dansk klimamål på 50 % reduktion af drivhusgasser i 2020 samt sikre en systematisk opfølgning og overvågning af om målet opfyldes. Endelig støtter Enhedslisten kravet om en betalingsring i København, der potentielt kan ændre fordelingen mellem kollektiv transport og privat biltransport.
• SF har tilsluttet sig forslaget om en klimalov samt et nyt dansk reduktionsmål på 40 % i 2020 og fremlagt en plan for, hvordan målet kan nås. SF har derudover været valgkampens stærkeste fortaler for en betalingsring i København.
• Socialdemokraterne har overordnet tilsluttet sig forslaget om en klimalov, udtrykt velvilje overfor at se nærmere på et dansk reduktionsmål på 40 % i 2020, og støttet kravet om en betalingsring i København.
• Det Radikale Venstre har tilsluttet sig forslaget om en klimalov, foreslået en permanent klimakommission, der kan følge udviklingen og også udtrykt velvilje overfor at se nærmere på et dansk reduktionsmål på 40 % i 2020. Derudover har de fremlagt et lovende udspil til en grøn trafikomlægning, der bl.a. vil indføre kørselsafgifter og en såkaldt klima-job-plan, der er målrettet energi- og CO2-reducerende boligrenovering.
• Venstre har blankt afvist forslaget om et dansk reduktionsmål på 40 % i 2020, men har dog udmeldt, at landbruget skal reducere med 30 % i 2020.
• Konservative er os bekendt ikke kommet med nogen bemærkelsesværdige klimaudspil i valgkampen, og deres valgudtalelse indeholder absolut intet fremadrettet om klima, energi og miljø.
• Liberal Alliance har primært gjort sig bemærket ved, at partileder Anders Samuelsen i en tv-debat blankt afviste at forholde sig til regeringens hidtidige klimapolitik med henvisning til, at han ikke har den store forstand på området.
• Dansk Folkeparti har primært gjort sig bemærket som valgkampens klimaskeptiske parti, og dermed stillet spørgsmålstegn ved om bekæmpelse af drivhuseffekten overhovedet er en relevant udfordring for det kommende Folketing.

CONCITO er uafhængig af partipolitiske interesser og vil derfor ikke anbefale en stemme på det ene parti frem for det andet. Men vi vil opfordre vælgerne til nøje at overveje, hvilket parti og hvilken folketingskandidat, der efter deres mening gør Danmark bedst rustet til at tage hånd om klimaudfordringen i den kommende valgperiode. Sæt klimakryds, mens vi stadig har et valg.

God fornøjelse i stemmeboksen!

En effektiv offentlig sektor køber grønt ind

Der er stort fokus på den offentlige sektor i valgkampen, og partilederdebatten i DR’s koncerthus i går var ingen undtagelse. Skal sektoren fortsætte med at vokse? Skal der stilles nye krav til effektiviteten? Eller begge dele?

I denne vigtige debat oversættes en forbedret offentlig effektivitet hovedsagligt til mere omsorg og flere varme hænder frem for overflødigt bureaukrati og dårlig ledelse. Alle vil have mere offentlig service for de samme penge. Overset er et andet og ligeså afgørende tema for den offentlige sektors effektivitet, nemlig sektorens anvendelse og forbrug af ressourcer, herunder forbrug af energi og andre varer.

Rapporten Grønne indkøb i den offentlige sektor – potentialer og barrierer, som CONCITO offentliggjorde i går, viser, at der faktisk er milliarder at spare, hvis den offentlige sektor i Danmark bliver ligeså effektiv som vores nabolande på dette område. Stiller det offentlige grønne krav til sine indkøb, til sine anlægsprojekter og udbud, får sektoren typisk mere langtidsholdbare produkter og løsninger, der kan nedsætte omkostningerne og hæve produktiviteten. Sådan er det allerede i dag, men der er tale om et potentiale, der vil vokse markant over de kommende år som følge af de stigende priser på det globale råvaremarked.

Dette bliver bekræftet i Nationalbankens seneste kvartalsoversigt, som blandt andet viser, at priserne på olie og andre landbrugsvarer end fødevarer (fx bomuld, gummi og tømmer) er steget ca. 200 % siden begyndelsen af 2009, mens priserne på industrimetaller og fødevarer er steget henholdsvis 150 og 51 %. Den påviser også, at olieprisudsvingene i 2007-08 og 2009-11 er på størrelse med 1970’ernes olieprischok.

Nationalbanken konkluderer, at stigningen i råvarepriserne ikke blot skyldes en markedscykle eller prisboble, men at der er tale om et decideret niveauskifte i priserne på grund af den ressourceintensive industrialiseringsproces i Kina og andre asiatiske lande. På dette grundlag påpeger Nationalbanken at:

Samlet set er der altså flere faktorer, der giver grund til at vente højere relative priser på råvarer i fremtiden. Muligheden for at skifte til alternative energikilder og eventuelle politiske beslutninger om at omlægge fra subsidiering til beskatning af fossile energikilder vil dog kunne afdæmpe denne udvikling.

Vejen til det fossilfrie Danmark kan kun betrædes på en effektiv måde, hvis vi aktivt bruger både markedet, skattesystemet og den offentlige sektor til at fremme udviklingen. Derfor bør en kommende regerings fokus også være at stille krav til det offentlige forbrug og derigennem både sikre større produktivitet i det offentlige og et større marked for grønne teknologiske løsninger.

Korrekt diagnose, men hvor er kuren?

I går aftes var det Venstres tur til en kritisk granskning hos DR’s nidkære chefrevisor, Jens Olaf Jersild. Igen var det økonomien, som stod i centrum, og statsminister Lars Løkke Rasmussen slog endnu engang fast, at han i hvert fald ikke vil gøre det dyrere at være dansker. I Venstres valgfilm fik han derudover forklaret, at:

Pengene i sig selv betyder ingenting. Det er det, en sund økonomi kan gøre for danskerne, der betyder noget […] Ja, sund økonomi betyder, hvor kedeligt det end lyder, at vi fortsat kan holde fast i det her helt særlige danske samfund, hvor enhver har en chance for at forfølge sin egen lykke, men hvor vi samtidig passer på hinanden og beskytter de svageste. Alt det særlige, der har gjort os danskere til et af verdens lykkeligste folk. Lad os ikke sætte det hele over styr.

Godt sagt, og svært at være uenig i. Men i både valgfilmen, debatten med Jens Olaf Jersild og den efterfølgende debat på P1 var der stort set ingen konkrete bud på, hvordan Venstre vil fremme en sund økonomi uden samtidig at nedbryde vores fælles planets miljø og naturressourcer. Lars Løkkes sekundant, klima- og energiminister Lykke Friis, anerkendte i en diskussion om de relativt høje danske energiafgifter, at:

Vi er gået ind i en ny energipolitisk tidsalder, hvor der vil være 9 mia. mennesker på jorden i 2050. Vi ved også, at de 9 mia. mennesker vil være en del af et kapløb, hvor de jager rundt efter fossile brændsler, som kun går en vej, nemlig nedad. Det betyder, at prisen på de fossile brændsler kommer til at stige voldsomt, og det smækker altså også en ekstra regning på bordet for dansk erhvervsliv.

Lars Løkke fulgte op med en udmelding om, at:

Vi skal finde en balance her fordi, hvis vi skal have holdbar vækst, så har vi ikke råd til at gøre det dyrere at drive virksomhed i Danmark.

Dermed ramte Venstre hovedet på sømmet, for så vidt angår diagnosen: En fortsættelse af det nuværende vækstparadigme er ikke en mulighed. Og vi står i den paradoksale situation, at globale problemer tilsyneladende kun kan løses gennem nationale beslutninger, der på kort sigt kan udfordre vore umiddelbare konkurrenceevne, mens det ligeså sikkert vil true vores konkurrenceevne på mellemlang sigt, hvis vi ingenting gør. Derfor valgte Lars og Lykke at mane til besindighed i forhold til den grønne omstilling med henvisning til, at der skal være ”balance, balance, balance”.

Men samtidig forsømte de to fundamentalt at komme med ét eneste bud på, hvordan de så vil ramme den balance. Hvad er det for grønne reformer, som Venstre vil sætte i gang for at trimme produktiviteten i dansk erhvervsliv, der i de sidste ti år er gået nedad og nedad, både når det handler om arbejdskraftens produktivitet og produktiviteten i forhold til anvendelsen af energi og andre ressourcer? Hvis ikke der skal indføres kørselsafgifter eller bompenge eller nogle som helst andre former for nye økonomiske værktøjer – især i transport og landbrugssektoren – hvad skal så fremtidssikre dansk økonomi under de kommende tyve års klimarevolution med dramatisk stigende råvarepriser og kamp om de nye grønne markeder?

Venstre er ikke det eneste parti, der har svært ved at svare på dette basale og afgørende spørgsmål. Det har de fleste partier faktisk. Men i år 2011 giver det simpelthen ikke mening at gribe efter magten, hvis man ikke samtidig kan svare på, hvordan man vil hjælpe Danmarks borgere og virksomheder med at omstille deres forbrug af energi, transport og fødevarer til de nye tider.

Kvotesystemet – svindlernes paradis eller verdens bedste CO2-regulering?

I lørdags kunne Politiken berette, at Danmark ikke lever op til EU’s kvotedirektiv, der pålægger medlemsstaterne at benytte 50% af provenuet fra salg af kvoter til investeringer i et bedre klima. Sagen er endnu et sørgeligt eksempel på den manglende vilje til at prioritere klimaet inde i dybet af det politiske maskinrum. Men det er også et eksempel på, at det ikke kun er gemene forbrydere, der svindler med EU’s kvotesystem. Flere stater forsøger at fifle med de oprindelige intentioner i systemet og benytter enhver lejlighed til at hive de sidste stumper af tænder ud af det, sidst eksemplificeret ved diskussionen af, om kvotesystemet skal indrettes efter målet om 20% energieffektivitet i 2020 eller reelt skal udhule samme målsætning. Derfor står det også stadig mere klart, hvad EU’s kvotesystem kan og ikke kan.

Kritikerne af systemet har nemlig fuldstændig ret i, at hele systemet grundlæggende må betegnes som svindlernes paradis: Fuld af huller og svært at kontrollere. Dertil kommer den lave pris, der især skyldes, at målene er sat for lavt og at forpligtelserne kan købes til en meget lav pris.

Men fortalerne for systemet har også ret i, at EU’s kvotesystem i øjeblikket er det eneste reelle forsøg i verden på at sætte et loft over udledningerne af CO2. I det perspektiv kan EU betragtes som et minikosmos på hele verden – et system, hvor både fattige og rige, store og små, lande kan være med. Læg dertil at systemet i sin nye udformning også sætter en pris på CO2 og giver staterne et væsentligt provenu, som de kan investere i den grønne omstilling – hvis de altså følger reglerne! De kritikere, der i ramme alvor foreslår at afskaffe systemet skylder derfor et seriøst realpolitisk svar på, hvad man ville sætte i stedet.

Derfor ligger konklusionen lige for: EU’s kvotesystem er kommet for at blive, og det er en forudsætning som vores klimaindsats bør målrettes efter, fx i bestræbelserne på at løfte stadig flere udledninger fra de ikke kvotebelagte sektorer over i den kvotebelagte sektor, hvor der er er absolut loft på udledningerne. Men kvotesystemet kan under ingen omstændigheder stå alene, blandt andet fordi det foreløbigt kun kører frem til 2020.

Enhver investering i energisektoren i dag – det være sig i besparelser eller i energianlæg eller net – vil have konsekvenser for Danmarks udledninger de næste 20-30 år, det vil sige langt ud over kvotesystemets nuværende tidshorisont. Hvis det skal være muligt at sænke loftet for udledninger yderligere efter 2020 kræver det derfor, at alle investeringer der foretages i dag har dette som mål, og det kan kvotesystemet ikke klare selv.

Beslutningerne om de konkrete investeringer ligger fortsat i EU’s medlemslande, og så længe det er tilfældet, er det også nødvendigt at en ny dansk regering arbejder med nationale mål for både vedvarende energi, energibesparelser og CO2 udledninger.

Hvorfor tøve med at gå til 40?

Klimaudfordringen fortsætter langsomt, tøvende og tumlende med at vinde indpas på valgkampens dagsorden. Blandt andet på de mange vælgermøder på landets gymnasier, hvor det har fyldt meget og bekræftet indtrykket af, at de unge oplever klimaet som det vigtigste tema i denne valgkamp. På opfordring fra seerne valgte Clement Kjærsgaard i onsdags også for første gang at bringe klimaet ind i en partilederrunde, hvor både Pia Kjærsgaard og Anders Samuelsen effektivt fik demonstreret deres arrogance overfor klimaudfordringen, og dermed også et påtrængende behov for at Venstre og Konservative giver vælgerne klar besked om deres ambitioner på området i den kommende valgperiode.

I går spillede de radikale så endelig ud med et forslag om at vedtage en klimalov efter valget og nedsætte en permanent klimakommission. De radikale mener, at man skal gå efter 40% CO2-reduktion i 2020 – som foreslået af CONCITO – men ønsker at undersøge de praktiske muligheder for at nå en sådan målsætning nærmere, inden man lægger sig helt fast. Få timer efter bakkede SF op bag dette forslag, som partiet selv har været ude med på et tidligere tidspunkt, ligesom Enhedslisten har. SF understregede endda, at en Klimakommission ikke må blive en syltekrukke, men skal føre til aktiv handling. Vi er enige.

Fra den første klimakommission ved vi faktisk præcis, hvad der skal til i de kommende år, så det er bare med at komme i gang. En ny klimakommission bør i virkeligheden have blikket rettet mod perioden 2020-30, hvor CO2-udledningerne skal fortsætte med at falde, og hvor det er bydende nødvendigt med investeringer og initiativer inden 2020, hvis det ikke skal blive for dyrt.

Men selve ideen med en klimalov og en klimakommission er rent ud sagt fremragende. Modellen er kendt fra England og har givet overbevisende resultater, fordi den uafhængige komite løbende evaluerer regeringens indsats og kommer med nye forslag, hvilket giver både offentligheden og alle aktører en enestående mulighed for at følge med og blande sig i debatten. Når man først har fastsat en målsætning per lov, kan man koncentrere analyser, ressourcer og den offentlige debat om at diskutere, hvordan man kan opnå de nødvendige reduktioner.

Det eneste hår i suppen – som til gengæld er stort – er den lidt uforståelige tøven med at lægge sig fast på de 40% før valget. S, SF og R har allerede fremlagt en klimavision, der sammen med  de midler og udmeldinger partierne har lavet på landbrug og transportområdet burde føre til 40% CO2-reduktion i 2020 i forhold til år 2000, som CONCITOs rapporter har vist. Det giver god mening at gå de foreslåede virkemidler efter i sømmene og give dem et kvalitetstjek, men 40% i forhold til 2000 svarer til 35% reduktion i forhold til i dag og er under ingen omstændighed nogen uoverkommelig målsætning. Alt under 40% vil faktisk være en nedprioritering af de oplæg, som partierne allerede har lagt frem.

Derfor kære S, SF og R: Hvor ville det være fantastisk, hvis I inden valget ville melde 40 % reduktion klart ud, og dermed signalere til vælgerne, at I tager både klimaet og videnskaben alvorligt, og at I står sammen om at bringe Danmark tilbage i den grønne førertrøje sammen med vores fire største eksportmarkeder.

Erhvervslivet sukker efter mere klima i valgkampen

Selvom klimaudfordringen i den seneste uge fået lidt mere plads i valgkampen, bliver det næppe et dominerende tema, for at udtrykke det mildt. Det har vi af flere omgange beklaget på denne plads. For ved at negligere klimaet svigter nutidens politikere deres historiske ansvar over for kommende generationer.

Denne analyse deles ikke bare af grønne organisationer som CONCITO. Et opløftende element i denne valgkamp har været, at stadig flere tunge røster fra erhvervslivet åbent kritiserer både rød og blå blok for at være for passive på det grønne område. I den forgangne uge udsendte Dansk Miljøteknologi, der repræsenterer en stribe af de mest prominente danske virksomheder, en pressemeddelelse, der både var skarp og præcis i sin kritik.

Ugebrevet Mandag Morgen kunne i sin sidste udgave også citere en række erhvervsfolk for at efterlyse mere handling, ligesom ugebrevet selv i de sidste uger har bidraget med en række opsigtsvækkende analyser, der viser at størstedelen af dansk erhvervsliv ikke har formået at forbedre deres ressourceeffektivitet. Kritikken fra erhvervslivet er således mere båret af en bekymring for erhvervslivet selv end for klimaet som sådan.

Det fremstår stadig mere klart, at på kort sigt vil den største taber ved en fortsat politisk fortrængning af klimakrisen og de stigende råvarepriser netop blive erhvervslivet i den vestlige verden. Allerede nu har europæiske og amerikanske virksomheder overordentlig svært ved at følge med især de asiatiske konkurrenter, når det handler om grøn innovation og produktion. Hvis ikke den vestlige verden formår at skabe et aktivt samspil mellem politisk regulering og markedsdreven grøn udvikling, har vi ikke en chance for at følge med lande som Kina, Sydkorea og Indien. De nødvendige teknologispring og den nødvendige produktivitet sikres kun, når øgede investeringer i forskning og udvikling kombineres med sikre rammevilkår og stimulering af den grønne efterspørgsel.

I den sammenhæng kunne man godt ønske sig at andre dele af dansk erhvervsliv, fx Dansk Industri, også kom mere offensivt ud i forhold til klimaet end den sædvanlige sang om, at ingen brancher må tilgodeses frem for andre. Det her handler ikke længere om vindmøller. Som Deutsche Bank og mange andre tunge investorer har udtrykt, er der tale om et fuldstændigt nyt ball game. Inden for alle brancher vil det kræve en massiv indsats for større ressourceeffektivitet og produktivitet, hvis man vil overleve. Det bør naturligvis være en underforstået præmis, at den nødvendige grønne transformation ikke må ske på bekostning af den nuværende konkurrenceevne. Men en indsats er omvendt helt nødvendig for at sikre fremtidens konkurrenceevne. Også derfor er erhvervslivets stemme så vigtig og velkommen i klimadebatten.

Den egentlige trussel mod Birgitte Andersens pengepung

Her i valgkampens sidste uge skærpes tonen mellem partierne og de to statsministerkandidater. Det kunne også konstateres i topmødet på TV2 i går aftes mellem Helle Thorning Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, hvor de begge forsøgte at tale sig ind i vælgernes hjerter via pengepungen.

Ifølge Danmarks nuværende statsminister vil en ny rød regering og dens foreslåede betalingsring skabe en betydelig ekstra udgift for “gennemsnitsdanskeren” Birgitte Andersen fra Greve, som han selv havde fornøjelsen af at besøge for et par dage siden. Dette vil føre til øgede lønkrav fra samme Birgitte, hvilket igen vil forværre konkurrenceevnen. En ond økonomisk spiral vil være sat igang og føre Danmark lige lukt ned i det økonomiske helvede.

Danmarks måske kommende statsminister kvitterede ved at udspørge den nuværende statsminister om prisen på et månedskort til toget, som trods alt stadig er den foretrukne transportform for hundredtusindvis af mennesker hver dag. De vil nemlig få glæde af den bebudede betalingsring og billigere kollektiv transport. Og det er jo også noget, der luner i pengepungen.

Ingen af de to kandidater fandt det imidlertid relevant at nævne, hvor den egentlige trussel mod Birgitte Andersens pengepung kommer fra i disse år.

Alene i 2010 faldt Birgittes realløn med 6 % som følge af de stigende priser på energi, benzin, fødevarer, metaller, vand og forsikringer. Ifølge en række analyser fra både danske og udenlandske banker, er der tale om en vedvarende tendens, der dels skyldes den markant stigende efterspørgsel fra de fremstormende økonomier i Asien og Sydamerika, dels det faldende udbud, som blandt andet skyldes klimaforandringer, der gør det sværere at dyrke land og udvinde råstoffer mange steder i verden.

Der er tale om et globalt fænomen, som ingen dansk statsminister reelt kan gøre noget som helst ved. Men der er også tale om et fænomen, som vi kan gøre os langt mindre sårbare overfor som nation og som borgere, hvis vi bliver mere effektive i vores forbrug af energi og ressourcer.

Det kræver en målrettet anvendelse af regulering og skatter fra politikernes side. Det kræver innovation og nytænkning fra erhvervslivet side. Og så kræver det et nyt og fordomsfrit samarbejde netop mellem den offentlige og den private sektor. Samtidig kan vi oven i købet gøre problemerne lidt mindre for de generationer, der kommer efter os, og i øvrigt sætte gang i en ny grøn vækst.

Det virkelig interessante spørgsmål, der melder sig efter gårsdagens topmøde, er derfor, hvor mange år der skal gå med faldende realløn, skybrud og global opvarmning, før toppolitikerne mener, at det er værd at beskæftige sig med i en valgkamp? Hvis ikke det snart sker, må vi konstatere, at den største trussel mod vores velfærd stammer fra de politiske lederes tendens til at fornægte de fundamentale globale udfordringer. Klimapolitik er også socialpolitik, men det blev desværre helt forbigået på denne såkaldte supertorsdag.