Fredag aften fik alle partiledere et minut til at afslutte den første partilederrunde i DR TV. Politik er også kunsten at kunne koncentrere sine vigtigste i korte, stærke sætninger af smagfyldte ord. I det perspektiv er et minut lang tid.
Der var én af partilederne, der nævnte ordet klima i deres afsluttende runde, og det var Enhedslistens Johanne Schmidt–Nielsen. Tidligere i debatten var der sporadisk blevet talt om grøn vækst, og det var også til debat om det overhovedet gav mening at satse på bestemte former for vækst i bestemte sektorer.
Jeg kan ikke være den eneste dansker, der sad efter den førte partilederrunde og tænkte: Hvorfor? Hvorfor står politikerne ikke i kø for at fortælle de skybrudsramte københavnere, at de vil tage hånd om både klimaforandringer og klimatilpasning? Hvorfor nævner venstrefløjen ikke den sociale trussel, som massivt stigende energipriser udgør, hvis ikke vi får fremmet energibesparelser i alle de danske boliger? Hvorfor er de borgerlige ikke ved at falde over hinanden for at fremme offensive grønne dagsordener? Hvorfor tror de danske politikere – i modsætning til deres svenske, tyske og engelske kollegaer – ikke, der er vælgere i klimaet? Hvordan tør de andre politikere overlade et så vigtigt tema til ét parti med fare for at gøre vores fælles fremtid til blokpolitik?
Ordet skaber, hvad det nævner. Og ord skaber især politik. For et år siden var der et massivt flertal af danskere, der var imod en reform af efterlønnen. Siden italesatte en række partier en sådan reform, og nu støtter et flertal af befolkningen tilsyneladende en sådan reform.
Politisk formidling betyder noget. Hvis ikke politikerne vil tale om klimaet som den største udfordring i vor levetid af angst for vælgerne, får de aldrig mandat til at gøre noget ved den.
Det ville være et historisk svigt.
