I dag – på den sidste officielle sommerdag i valgåret 2011 – står de ansatte ifølge dagens Politiken på glødende pæle ude på Lyngbyvej i København, hvor Danmarks Meteorologiske Institut ligger: Bliver 2011 den allervådeste eller blot den næstvådeste sommer siden målingerne startede i 1874? Blot et par gode byger i dag kan give valgåret rekorden! Jeg forstår godt spændingen forbundet med sådan en sag for fagfolk – men uanset hvad kan jeg med udgangspunkt i mine helt egne uvidenskabelige registreringer (såsom at post-ferie-økonomien netop er blevet yderligere belastet af et helt nødvendigt indkøb af en affugter til kælderen, der begyndte at lugte som et champignon-dyrkeri) bekræfte dem i at sommeren har været, ja, våd.
Under alle omstændigheder slår meteorologerne fast at 2011 allerede har slået rekorden for ekstremregn: Meteorologerne har aldrig før målt så intens nedbør som 2. juli i år, hvor Botanisk Have i København og Ishøj Vandværk fik 3 millimeter i minuttet – uafbrudt i ti minutter. Det svarer til at hælde 60 liter vand ud på et areal svarende til et spisebord. Tror da pokker de fleste kloakker kløjedes lidt i det den dag. Og at meteorologerne i øvrigt måtte stoppe med at udsende vejrudsigter – for DMI stod under vand og vejrprofeternes supercomputer havde en nærdødsoplevelse.
Og tendensen er kommet for at blive: Danmark – og resten af verden – vil opleve meget mere ekstremvejr. Hvor økonomerne dårligt kan forudse verdens udvikling fem år frem, er naturvidenskaben – desværre – ganske sikker i sin sag:
Allerede med de nuværende stigninger i den globale temperatur som følge af menneskelig udledning af drivhusgasser vil vejret blive meget mere ekstremt. Og bliver udledningerne ved, så bliver det kun værre. Indtil den dag sagen er ude af menneskenes hænder: for på et tidspunkt svarer kloden igen ved at gå ind i en række selvforstærkende processer, hvor varmen smelter moserne i Sibirien, der så udleder kolossale mængder drivhusgas, hvor havene holder op med at suge CO2 til sig og begynder at spytte det tilbage i atmosfæren, og hvor Nordpolens isdække, der i dag fungerer som et spejl for solens stråler, opgiver ævred – smelter – og lader det mørke hav suge varmen til sig. Disse noget dystre forudsigelser er langt, langt hovedparten af videnskaben enig om. Også dem på Lyngbyvej.
Og hvad har det så med valget at gøre? Alt, kan man sige.
Vækst er jo løsningen på samtlige Danmarks udfordringer hører vi fra næsten hele spektret af partier. Vækst er svaret på finanskrisen, vækst er svaret på problemerne med den usædvanlig slunkne statskasse, vækst er svaret på den stigende arbejdsløshed – ja, vækst er svaret nærmest uanset spørgsmålet, synes den generelle konsensus at være.
Men det er ved (vejr)gud ikke ligegyldigt hvilken vækst det er. Jo mere forbrug, jo mere drivhusgasudledning. Sådan har det været hidtil: 2010 blev det varmeste år nogensinde målt på verdensplan – og det år, hvor menneskeheden slog alle rekorder i udledning af CO2.
Det skyldes jo netop væksten, der leder til stigende forbrug, der igen leder til stigende udledninger fra afbrænding af fossile brændstoffer, fra kødproduktion og fra skovrydning.
Det er her afgørende at forstå forskellen på et stigende forbrug af varer – og et stigende forbrug af serviceydelser. Det sidste kan vi sagtens tåle – det skader ikke fremtiden at vi bruger mere tid på at passe på vores gamle, at vi udvikler sjovere computerspil og at vi downloader fed musik og klip fra YouTube – men der skal skrues ned for forbruget af fladskærme, flyrejser og Folkevogne.
Derfor, kære politikere, vil I ikke godt vågne op og begynde at forholde jer til hvilken vækst vi skal have? Hvordan vi sikrer, at vores børn kan leve i et samfund fyldt med varme hænder, milde somre og en lys fremtid? Hvordan vi sikrer en bæredygtig udvikling?
En god start kunne være en klima-konsekvens-vurdering af samtlige nye lovforslag og folketings-vedtagelser. Hvis ikke vi vil ende med endnu mere våd vækst i fremtiden…
Heldigvis har blandt andet de Radikale (Uffe Elbæk) og SF (Ida Auken) støttet op om Greenpeace markeringen af KLIMA i VALGKAMPEN idag. http://www.dr.dk/P4/Kbh/Nyheder/Valg/2011/08/31/085752.htm