Det er en kendt sag på Christiansborg, at både valgflæsk og humor udgør en væsentlig forudsætning for at overleve i politik. Demokratiet er som bekendt den mindst ringe styreform, og engang imellem skal der både flæsk og friske beslutninger på bordet for at blive valgt. Det betyder samtidig, at resultatet engang imellem kan blive så absurd, at kun den smilende resignation lades tilbage.
Den følelse meldte sig i forgårs, da et stort set enigt Folketing meldte, at nu kunne det kun gå for langsomt med at få bygget en ny Kattegatforbindelse mellem Sjælland og hovedlandet. I retfærdighedens navn bør nævnes, at det især var kandidater opstillet i Østjylland, der havde travlt med at overgå hinanden i beslutningskraft og iver for at få taget det første spadestik. Fra SF til Dansk Folkeparti havde man smøget ærmerne op med Nikolaj Wammen og de radikale i front. De vil bare gerne have den bro uanset hvad, så skidt med beslutningsgrundlag, analyser og andet overflødigt bureaukrati, hvis man skal tro artiklen i Avisen.
Derfor må der også have bredt sig et lettelsens suk i flere ministerier, da Helle Thorning-Schmidt i går slog fast, at det netop var udarbejdelsen af et beslutningsgrundlag – ikke selve broen – man var klar til at fremrykke. Ikke fordi en Kattegatforbindelse nødvendigvis er en dårlig idé. Vi kan få bundet landsdelene sammen, og der er store perspektiver for den kollektive trafik, hvis man vælger den rigtige bro og linjeføring. Men der er trods alt tale om en investering på 100 milliarder kroner (skriver et hundrede milliarder kroner) og dermed den dyreste anlægsinvestering i Danmark nogensinde. Til sammenligning vil en 40% reduktion af Danmarks CO2 udledning i 2020 koste cirka 80 milliarder i investeringer, der vel at mærke bliver til varig glæde i form af energibesparelser og vedvarende energi. I betragtning af hvor svært det tilsyneladende er for politikerne at træffe beslutning om disse ret så åbenlyst fornuftige investeringer, kan det forekomme tragikomisk så let det synes ordførerne at smide 100 milliarder efter en ny bro, uden man så meget som har forsøgt at estimere de miljømæssige og CO2-mæssige konsekvenser. En enkelt borger eller to kunne måske også få den tanke, at 100 milliarder trods alt også er en slags penge, når nu hele valgkampen handler om økonomisk ansvarlighed.
Den nuværende politiske spin omkring Kattegatforbindelsen er derfor et forbløffende eksempel på, hvor irrationel politik engang imellem er. Og det er underholdende. Men det er en dyr underholdning, hvis Folketinget vil fortsætte sin praksis med reelt på forhånd at beslutte sig for store anlægsprojekter uden at have foretaget den nødvendige langsigtede miljøvurdering. For hver en krone, der investeres forkert i dag, skal der betales dyrt for at rette op senere. Derfor burde der for længst være udarbejdet en overordnet strategisk trafikplanlægning for også på sigt at sikre øget og effektiv mobilitet til flere danskere på et bæredygtigt grundlag. Og enhver større investering burde indtænkes i en sådan planlægning. De sande venner af en styrket trafik mellem landsdelene vil derfor stå sig ved at få undersøgt tingene ordentligt – herunder de to alternativer, som Trafikstyrelsen har opstillet – inden terningerne bliver kastet. Lidt kedeligere, indrømmet. Men et flæskesvær til 100 milliarder kroner er i overkanten.
