Det er en trist rapport, som CONCITO offentliggør i dag. Den grønne førertrøje, som generationer af danskere har været vant til at opleve som deres, er for længst overtaget af andre omkring os. Både Tyskland og Sverige har en officiel målsætning på 40% CO2 reduktion i 2020 i forhold til 1990, mens Danmark i øjeblikket alene henholder sig til EU’s målsætninger. Det er et helt forkert signal at sende til omverden af mange grunde.
For det første bør et rigt og veludviklet land som Danmark selvfølgelig arbejde aktivt for en opfyldelse af FN’s klimamålsætninger og som minimum reducere med de 40%, som videnskaben anbefaler for at have bare 50% chance for at holde den globale opvarmning under to grader. Danmarks indsats kan selvfølgelig ikke stå alene, og den batter kun, hvis andre lande gør det samme. Men som CONCITOs rapport viser, er der faktisk en række store lande der har en sådan målsætning, og hvis alle venter på alle får vi aldrig den nødvendige forandring.
For det andet udgør de ambitiøse lande i CONCITOs rapport 44% af vores samlede eksportmarked. På disse markeder vi der i stigende grad i de kommende år blive stillet krav til både nye miljøteknologier og CO2 effektive produkter. Hvis ikke Danmark følger med standarderne på vores store eksportmarkeder, er der en reel risiko for at vi taber markedsandele på de samme markeder. Danmark risikerer simpelthen at tabe det grønne kapløb.
For det tredje vil en målrettet indsats for energibesparelser og vedvarende energi gøre både danskerne og dansk erhvervsliv mindre sårbare over for de voldsomme svingninger og stigninger i de globale energipriser.
På den baggrund er det ikke mindre end uforståeligt, at der i folketingsvalget ikke er større fokus på Danmarks indsats i forhold til vores vigtigste eksportmarkeder. For vi kan stadig nå det. Danmark er et lille velorganiseret samfund, og vi har en stolt historie for grønne initiativer at trække på. Men CONCITOs rapport viser, at det ikke kommer af sig selv. Skal vi erobre den grønne førertrøje igen, skal der kæmpes for den. Den er ingen selvfølge.