Klimaet, der blev væk

Som Politiken nøgternt konstaterede i går, er klimaet foreløbig blevet den store taber i valgkampen. Temaet indgår simpelthen ikke for alvor i partiernes udmeldinger, endsige i partilederrunderne eller i den endeløse serie af spørgsmål og svar fra politiske kommentatorer, der ellers godt kan efterlade et indtryk af mangel på meningsfyldt stof. Det er et fortvivlende faktum, at netop i dette øjeblik i menneskets historie, hvor der er mest brug for politisk erkendelse og politisk handling i forhold til klimaet, er der hverken en antydning af det ene eller det andet. Det helt afgørende spørgsmål her halvvejs i valgkampen er derfor, hvad dette absolutte fravær af miljø og klima egentlig er udtryk for?

Skal man tro de eksperter, der i går udtalte sig til Politiken, kan en afgørende årsag være, at det stadig vurderes for vanskeligt at køre en valgkamp på både økonomisk vækst og hensyn til miljøet. De to ting opfattes af de fleste mennesker stadig som værende i modsætning til hinanden, og det er de da også, hvis ikke det prioriteres at gøre væksten grøn, hvad ingen politikere heller synes at have travlt med. En anden forklaring på politikernes tilsyneladende ligegyldighed kan være ”blå Bjarne”, det berømte synonym for de cirka 400.000 vælgere, der kan finde på at skifte mellem rød og blå blok, og som alle partier derfor bejler til. Blå Bjarne er nemlig, som CONCITO har påvist i flere målinger, relativt mindre interesseret i klimaet end 90% af hans andre vælgerkollegaer.

Men selv disse to forhold kan ikke forklare, at så få politikere har spillet klimakortet i valgkampen. Ovenpå en usædvanlig våd sommer med adskillige skybrud i Danmark og orkaner i USA burde det lige nu stå krystalklart for danskerne, at det er alvor med klimaet, og at vores evne til at håndtere klimaet bliver afgørende for både vores fremtidige økonomi og fremtidige velfærd. Samtidig indikerer 72% af vælgerne i CONCITOs meningsmåling fra i fredags, at de ønsker den økonomiske politik direkte koblet til grønne indsatser. Sagt på Christiansborgsk er det ikke bare bydende nødvendigt at gøre noget ved klimaet, der er også stemmer i det.

Når der alligevel er denne larmende tavshed fra både politikerne, de førende medier og kommentatorerne, er det derfor svært at finde anden forklaring end en manglende tro på –  eller viden om – situationens alvor og dens mulige løsninger. Som valgkampen har formet sig indtil nu, er der tale om en form for politisk Bermuda trekant, hvor klimaet forsvinder i det tomme hul mellem politikere, medier og vælgere. Ingen af parterne ønsker for alvor at løfte temaet, før de andre har gjort det. Det eneste man kan håbe på er derfor, at bare ét centralt parti eller ét medie på et tidspunkt tør artikulere det, som burde stå krystalklart for alle aktører i denne valgkamp: At vores politiske debat om fremtidens Danmark mere end noget andet burde handle om, hvordan vi tilpasser vores liv de nye fysiske rammer for vores liv på kloden i de kommende årtier, og den fokuserede indsats der skal til lige nu for at sikre, at vi overhovedet har noget at gå til valg om inden for få generationer.